Prædiken

Sct. Bendts Kirke, lørdag den 15. juni 2019 kl. 10.30

Valdemarsdag, festgudstjeneste

 

257, Vaj nu, Dannebrog, på voven

709, Alfader! du, hvis navn i Nord

266, Mægtigste Kriste

  

Lukasevangeliet 24.46-53

Jesus sagde til dem:

”Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag.  I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette.  Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.”

Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem.  Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen.

De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.

 

 

 

            Der er ingenting, der maner, som et flag, der går til top,

            mens det drager vore hjerter og vort sind mod himlen op –

Sådan begyndte vi i morges! - i fællessang og tak for det!

Da klokken var slået 9, og vi havde nået det tidspunkt på dagen, hvor størstedelen af danskerne må tænkes at være morgenfriske, da samledes vi om kirkens flagstang og så flaget gå til tops (som en femårig pige engang sagde det).  Og i overensstemmelse med de verselinjer, I hørte, så fik synet af Dannebrog os til at løfte blikket – ja, endog løfte vores hoveder.  Helt op mod himlen.  Og det er ikke så lidt af en præstation – at få mennesker som os til at yde.

For hvor tit sker det, vi løfter blikket og orienterer det i retning af himlen? […] Underligt nok gør vi det, når det begynder at regne.  Det er rigtigt; nærmest som om vi tænker: ”Er det derfra, vandet kommer?  Gad vide, om der kommer mere?  Nå, det gør der så!” 

Men en anden forklaring på vores ... noget besynderlige reaktion på regnvejrets komme kunne være vores forundring, altså som om vi tænker: ”Dét havde vi ikke lige set komme!”  Nuvel, den forklaring lyder mere dannet, - så lad os enes om, at det er af forundring, at vi reagerer på regnens komme ved at løfte blikket mod himlen. 

Men hvorom alting er: det kræver faktisk noget af os at kigge op.  Det krav er i dén grad udtalt i vores gennem-elektronificerede tidsalder, hvor vi har vænnet os til at sænke blikket og dermed sænke hovederne.  Det gælder også når vi færdes ude omkring –

Eller … er det måske især, når vi færdes ude omkring, at vi egentlig foretrækker at skjule os for hinanden? - og derfor sænker blikket, idet vi fastfryser blikket til mobiltelefonen? - og dermed afslører, at vi egentlig foretrækker at være inde i vores egen lille verden frem for ude i den store verden? - den, vi er skabt til at leve i og deles om? 

Det er blot en overvejelse.  Men alligevel tror jeg, at vi i 2019 ikke er blevet mere tilbøjelige til at løfte hovedet og rette blikket op – eller bare ud mod hinanden.  Der skal noget til.  Og dette ”noget” – det er faktisk det, som vi netop i dag er samlet om, når vi på denne Valdemarsdag fejrer 800-året for en begivenhed, der fik et lille folk til at løfte blikket.  Op mod noget, der gav dem ”noget”.

I dag vajer Dannebrog foran kirken.  Det er der sådan set ikke noget nyt i.  Sådan gør vi, hver gang vi er samlet i kirken, lige meget hvem vi er, lige meget hvor vi er.  Men jeg vil for mit eget vedkommende gerne bekende, også i en større forsamling, at det gør noget ved mig, hver gang jeg ser flaget hejst i kirkens flagstang.  Det gør noget ved mig, for det giver mig noget.

Vores flag er jo oppe, fordi kirken samler os på søndage og helligdage, på mærkedage og flagdage, men også ved betydelige begivenheder i livet – lige fra barnedåb til begravelse.  Flaget er for os et fællesskabssymbol fra vugge til grav.  På samme måde som flag gennem århundreder og i mange lande og kulturer har samlet os mennesker og markeret, hvor vi skulle samle os.  Det er sandt nok, men det er bare ikke alt, der er at sige.  For:

Når jeg ser flaget hejst foran kirken, så løfter jeg blikket og hovedet med – for så bliver jeg mindet om Grundtvigs højskolesang ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”, hvori vi synger, at vort øje er skabt himmelvendt og som følge heraf: lysvågent for alt skønt og stort hernede.  Thi for os er det ikke livets mening at sidde med sænket blik, have nok i os selv eller på anden måde gå omkring som hængehoveder.  Nej, vi er skabt til at være vågne og opmærksomme, være åbne, kigge op og blive forundret.  Det ligger allerede i os, og det er, hvad et Dannebrog, hejst til top(s) i flagstangen, minder os om.

Prøv om I kan genkalde jer bevægelsen.  Når noget får os til at løfte blikket og hovedet med, så gør det os forundrede – og derfor kigger vi i den næste bevægelse ikke ned, for det kan vi simpelthen ikke.  Nej, i stedet retter vi blikket ud; vi kigger frem, - ja, vi kigger åbent og vågent frem og ud mod den store og skønne verden, som Gud også har skabt os til at indgå i.

Og det samme billede møder os i fortællingen fra Lukasevangeliet, der er blevet læst ved festgudstjenesten i dag.  Da Jesus på den dag, vi kalder Kristi Himmelfartsdag, fo’r til himmels for at være oppe hos Gud – for at være hos alle mennesker hernede på jorden – stod Hans disciple tilbage og kiggede forundret op mod himlen.  Men Gud ske tak og lov blev de ikke stående, hvor de stod. 

Noget var sket i dem.  Noget, der skabte en glæde, der blev fundamentet til et åbent fællesskab, som rettede sig ud mod verden og som lige siden har vokset sig større og stærkere.  Og hvad dette noget var, der gav dem ”noget” – det får vi svaret på ved at erindre os, hvad det var, Jesus gjorde, idet Han blev løftet op fra deres midte og fik dem alle til at løfte deres blikke helt op mod himlen.

Svaret er enkelt og håndgribeligt: Han bredte sine arme ud og velsignede dem. 

Han gav dem styrke og mod, idet Han gav dem Guds velsignelse.  Og selvom mange billedkunstnere, også her i kirken, har skildret Kristi himmelfart som to fødder, der stikker ud af en sky – noget, konfirmanderne finder top-grineren – så er det ikke dét billede, man umiddelbart ser for sig.  Nej, billedet af Kristi himmelfart er en gruppe mennesker, der løfter blikket op mod Jesus, der i kraft af den velsignelse, Han sender dem, danner et kors mod himlen.

Og dermed bliver korset et billede på håb.  Det håb, Gud giver os.

Det er det samme billede, vi bliver mødt af i den udbredte myte om Dannebrog, der som en Guds gave blev givet Kong Valdemar Sejrs hær som sejrsfane – netop på denne dag for 800 år siden.  Jeg tror ikke, vi er mange, der tager dét for pålydende, formentlig må det i dag karakteriseres som Fake News og ikke Breaking News.  Alligevel køber vi ”beretningen” som den mytiske fortælling, den er, og vi anerkender formentlig også, at den har levet – ja, overlevet op gennem historien.  Og hvorfor?

Fordi, tror jeg, at myten giver os det særlige, at der midt i disse-for-vort-land-så-alvorlige-tider den 15. juni 1219 som et Guds mirakel blev givet os et håb.  Udefra, ovenfra.  Et håb, der viste sig på himlen – i form af et banner med et kors.  Et kors, som viste os dengang, og som viser os i dag, at det er Jesus, der som vores korsfæstede og opstandne Herre bærer os igennem.  Og at vi dermed aldrig er uden Gud.

Og det giver håb.  Et håb, der skal få os til at løfte blikket og ikke sænke hovedet, men bære håbet videre ud i verden.  Således at det håb, vi har til Gud, også skal give håb for dem, vi møder ude omkring, både i den store verden og i den nære verden, vi deler.

Der er en pointe, der er en idé – ja, et håb i opfattelsen af, at vort flag er givet os. 

Det betyder ikke, at vi i kraft af vores nationalitet eller andre kvaliteter/særpræg skal føle os som Guds udvalgte eller tage Gud til indtægt for vi danskeres bedrifter op gennem historien (det må vi da ikke håbe, havde jeg nær sagt).  Men det betyder, at vi som et lille folk aldrig må opgive håbet om, at Gud er med os – selv når vi (undskyld udtrykket) er ved at gå ned med flaget.

Paul Hammerich afslutter det sidste bind i sin Danmarkskrønike med dette ønske: ”Gid dette lille folk må genvinde troen på, at morgen-dagen bliver bedre end gårsdagen”

I forlængelse heraf skal det også være et ønske for os, at korset i vores rød/hvide flag fremdeles må få os til at forundre os over, at vi er skabt til at dele hele vores liv [korsets tegn] med Gud og vore medmennesker – og må det nu og i al fremtid give alle et håb, som vi alle vil bære videre.

På dette skal vi ønske hinanden en glædelig Valdemarsdag.

Amen.

 

 

Videoer fra dagen

Billeder fra dagen

Dannebrog gøres klar til hejsning

Mens vi venter

Morgensang med kaffe og morgenbrød

Danmarks-Samfundet

Faneparade foran Sct. Bendts Kirke

Estlands ambasadør Märt Volmer holder tale