Workshop med stemning

·        Stillerum med rislende vand, hvor man kan meditere, sørge eller bare være.

·        Rislende vand til dyrlivet.

·        Plads til forskellighed.

·        Gravsted med fortællinger blandet med en naturlig natur.

·        Bedre adgangsforhold.

Det er nogle af de fællesnævnere, der blev nævnt af de Ringstedborgere, der mødte op til Ringsted Sogns workshop torsdag den 23. maj, som Menighedsrådet havde inviteret til om Ringsted Kirkegårds fremtid.

Trods et lille fremmøde på ca. en snes borgere kom der mange gode input fra workshoppen til kirkegårdens fremtid som Anne Stausholm Landskabsarkitekter kunne tage med hjem på tegnestuen og arbejde videre med.

Traditioner ændrer sig med årene – også på en kirkegård

Dagens program begyndte med en velkomst af Knud Birk Iversen, Ringsted Sogns Menighedsråd og en forklaring på årsagen til workshoppen.

”I dagens Danmark er der flere, der ønsker en urnenedsættelse frem for den tidligere traditionelle kistebegravelse. Det betyder, at der bliver frigivet arealer, der ellers har været tilegnet etablering af gravsteder. Og så opstår spørgsmålet: Hvad skal vi gøre med det frigjorte areal?

Ringsted Kirkegårds primære funktion er at være kirkegård og det skal den blive ved med at være. Men den bruges også som bydelspark.  Vi i Menighedsrådet ser ingen konflikt mellem de to anvendelsesområder – tværtimod. Vi ønsker at skabe plads til sorg, til liv og til rekreation, og for os er det oplagt at spørge borgere og brugere af kirkegården, hvad de ser som oplagt at bruge arealerne til. Derfor denne workshop, hvor I har mulighed for at komme med input.”

Inden selve workshoppen fortalte Anne Stausholm om nogle af landets øvrige kirkegårde, der var påbegyndt en helhedsplan, og hvilke løsninger de havde med de arealer, der naturligt kom i overskud når flere vælger en urnebegravelse frem for en kistebegravelse.

Hun kom også ind på, at en ændring af en kirkegård tager 30-40 år at ændre. Ikke mindst på grund af de fredningstider, der forbundet med gravsteder.

Efter Anne Stausholm oplæg gik borgene i grupper og diskurterede livligt om Ringsted Kirkegårds fremtid.

Maj 2019/htb