Sognepræst Henrik Fuglsang-Damgaard er sygemeldt og deltager ikke med andagter.

Jeg gik en tur nede ved Ringsted å, og oplevede mange, der smilede og hilste på hinanden. Det er godt, at vi gør sådan, for det er faktisk en af de vigtigste ting for at føle lykke, at vi skaber bånd til dem, der er i vores lokalområde.

Men ét er lykke udendørs, noget andet er lykke indendørs, altså helt derinde i det inderste, hvor der kun er os selv – og Gud. Den lykke er ikke båret af følelser, men af relation. Og den er mulig, når vi tør gå ind i et jeg-du forhold til Gud. Det gør vi fx ved at give Gud vores opmærksomhed i bøn. I salmebogen findes nogle meget dybe morgen- og aftenbønner. På side 938 står bønnen til fredag aften. Den bad jeg nede ved åen, og hvis I nu folder hænderne og beder med, så beder vi især for dem, der nu oplever død og ensomhed, og vi beder for vores egen vilje til at værne hinanden og se hinanden.

Optagelsen gav mig disse tanker: Det danske flag står flot i vinden og jeg takker for at bo i et land, hvor politiet appellerer til vores fornuft og gode vilje, og indtil videre kun truer med bødeblokken. Morellen blomstrer og vidner om håb. Kvinden går stædigt op ad bakken og vidner om den udholdenhed og kraft, som er nødvendig nu.

Lad os alle bede …

Onsdag den 18. marts

Klik på billedet for større udgave.

Hver aften putter jeg mit yngste barn med en godnathistorie, en sang og en aftenbøn. Sådan har det altid været i vores hjem.

Sangen er ofte: "Nu går solen sin vej" og vores lille aftenbøn lyder kort og godt:

"Kære Gud.Vi takker for en dejlig dag og vi beder dig passe godt på os - og alle andre børn i nat. Amen."

Det er meget simpelt og der er ikke den dybe teologi i dette ritual, bønnen bliver dog af og til udsat for diverse aktuelle tilføjelser. Men det er ikke altid længden der afgør om en bøn er god. Lige nu handler det måske mest af alt om at bede om Guds nærvær i vores liv. Sådanne små ritualer i hjemmet er ikke blevet mindre relevante i denne tid, så hermed delt til inspiration.

God aften til jer alle - pas godt på jer selv og hinanden.

Hilsen Janne Meibom, sognepræst