Præsternes refleksioner i en coronatid

Andagter kan du finde ved at klikke på 'knappen' til højre.

En lindrende salme

I den forfærdelige film, Papillon, om den franske fæng-selskoloni i Fransk Guyana, isoleres en af hovedpersonerne i – ja, flere år.

Den kan være interessant at se i disse corona-tider, mens man overvejer, hvad der egentligt holder en selv oppe, når sanseindtrykkene er ikke er som de plejer?

Psykiateren Viktor Frankl, der oplevede koncentrations-lejrenes rædsler, lagde mærke til, at de, der holdt længst, var dem, der havde mål og mening. Som Nietzsches skrev: "Den, der ved, hvorfor han lever, kan tåle et hvilket som helst hvordan."

Sat op mod verdenshistoriens rædsler, så blegner de problemer, som coronaen har påført os.
Men ikke desto mindre, er der grund til at være opmærk-som på ens egen og andres mentale tilstand, når vi er isolerede. Det kan nemlig give symptomer på stress, depression og udbrændthed. Både hos voksne og børn.

Sundhedsstyrelsen har gode råd til at bevare det mentale helbred. Sunde, fornuftige råd.
Men de kunne nu godt føje dette råd til: find en salme og lær den udenad.

Jeg vil anbefale ”Tunge, mørke natteskyer”. Den er skrevet af Jakob Knudsen, der kæmpede med sig selv og sin angst.

Salmen er ikke let, men realistisk og stærk, og den åbner en dør på klem ind til det guddommelige. Dét, der vækker, skubber, rører, omfavner og lindrer, også når alt andet er lukket ned.

Af sognepræst Hanne Vesth

God mandag til dig og alle

Dagens andagt handler om et hjul, der blev sat i stå for præcis 2 måneder siden. Det er IKKE et lykkehjul; man kan hverken vinde millioner eller gå fallit ved at sætte det i sving. Er det så et hamsterhjul? - BÅÅÅT, forkert svar. Det er det heller ikke, for det er et hjul, der giver os meget mere, end vi investerer i det.

Nej, hjulet er Ringsted Sogns kirkeårs-hjul, og det fortæller om alt det, der plejer at ske i dine kirker og som er med til at holde kirkelivet og gudstjenestelivet og dermed livet mellem os i gang.

Mange af de kulørte sedler på kirkeårs-hjulet handler om det, der ikke har samlet os: møder og koncerter, foredrag og studiekredse, udflugter samt et kirkejubilæum, der er udsat, og middelalder-festivalen, der helt er aflyst. (Og med i bunken hører konfirmationerne, dåbene, bryllupperne og de mange gudstjenester).

Andre af sedlerne lover til gengæld, at vi skal ses igen ... selvom vi skal passe godt på hinanden og holde os for øje, at ikke alt lige med det samme bliver, som det før har været. Skal vi være inde i kirken eller samles udenfor? Må vi synge og gå til nadver sammen? - ja, bliver der i det hele taget plads til alle, der vil være med i det, vi samles om som kirke?

Svaret vil nå os i flere omgange i fremtiden. Fremtiden ligger i hænderne på dem, der skal træffe beslutningerne, så det bliver sikkert for os at samles. Fremtiden ligger også i vores hænder, når vi tager imod hinanden - selvom det bliver uden håndtryk og kram.

Men fremtiden ligger også i Guds hånd, og det tror jeg, vi skal være taknemmelig for. Gud er ikke bare Gud for os, der lige nu gennemlever denne coronakrise sammen og hver for sig; Gud er der også for os på den anden side - og det vil sige, når kirkeårs-hjulet sættes i gang igen, og det kan mærkes på os, at Gud er til som Ham, der var, er og kommer til os.

Lad os gå ind til en ny uge ved at leve ud fra dette håb. Så husk at vise dem, du tænker på, at du er der, som Gud er der for dig. Og at også du kan sætte andres hjul i gang igen.

Guds fred,
Otto